Pressemeddelelse: Turisterhverv hilser vækstplan velkommen

20. juni 2014

Turisterhvervet er tilfredse med, at der er afsat 45 mio. kr. de næste to år til at fremme dansk turisme, men mener, at lavere energiafgifter fortsat er på to-do-listen.

Regeringen og Folketingets partier har i dag indgået en aftale om 45 mio. kr. og en ny organisering i dansk turisme, og det hilses velkommen af Turisterhvervets Samarbejdsforum (TS).

”Vi deler regeringens ambition om at skabe vækst i turismen, og vi er enige om, at man kan udnytte de offentlige turismekroner bedre”, siger TS’ formand, Kaj Frederiksen, der til daglig er direktør for Sol og Strand Feriehusudlejning og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Erhvervet bakker op om en fokuseret offentlig indsats gennem oprettelsen af tre selskaber for henholdsvis kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt for storbyturisme. Dog stod regeringens kvalitetsmærke ikke på erhvervets ønskeliste. ”Et decideret kvalitetsmærke, som regeringen foreslår, er ikke noget erhvervslivet har bedt om”, siger Kaj Frederiksen. Erhvervet hæfter sig ved, at det er en frivillig ordning, men forventer ikke, at det vil styrke turismen i Danmark.

 

Energiafgifter er urimeligt høje

TS glæder sig over, at der i vækstpakken præsenteret tidligere på ugen også blev plads til at forbedre nogle af rammevilkårene med fuld momsafløftning for indkvartering samt flere penge til markedsføring, men på trods af 13 mia. kroner i lettelser af energiafgifter blev turismeerhvervets særafgifter overset. ”Folketinget har stadigvæk ét stor punkt på to-do-listen, og det er at nedsætte energiafgifterne, som på nuværende tidspunkt er en af de væsentligste barriere for udvikling af turismen i Danmark,” siger Kaj Frederiksen.

TS er et samarbejde mellem turisterhvervets hovedorganisationer: Campingrådet, Danhostel Danmarks Vandrerhjem, Danmarks Rejsebureauforening, Danmarks Restauranter & Caféer, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og HORESTA.

Læs mere om TS her: http://turismedk.dk

 

Yderlige information:

Carlos Villaro Lassen, direktør Feriehusudlejernes Brancheforening, tlf. 31101090.