Pressemeddelelse: Turismen samlet på Folkemøde Bornholm
Pressemeddelelse
6. juni 2013
Turismen samlet på Folkemøde Bornholm
På Folkemødet på Bornholm er hele dansk turisme repræsenteret i Turisternes Hus på Kæmpestranden, plads S29. Turisterhvervet og de centrale offentlige turistaktører vil sætte turismen til debat i et moderne sommerhus for at drøfte, hvordan vi skaber vækst og arbejdspladser i Danmark.
Erhvervs- og vækstminister til turismedebat torsdag den 13. juni 17.15-18.15
Regeringen har valgt at prioritere turismen højt og har nedsat Vækstteam for turisme- og oplevelsesøkonomi. Turismen skaber 120.000 arbejdspladser og en omsætning på over 80 mia. kroner om året. Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen og formanden for Danmarks Vækstråd, Lars Nørby Johansen, vil debattere visionen for dansk turisme med turismens centrale aktører torsdag på Folkemødet kl. 17.15 til 18.15.
Ny udvikling i dansk turisme den 14. juni 12.30-14.00
Der er mange aktører i dansk turisme – både offentlige og private. Hvordan udvikler vi dansk turisme, så vi får vækst og beskæftigelse? Det vil Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Folketingsmedlemmer, turisterhvervet, VisitDenmark, Videncenter for Kystturisme, Cyklistforbundet og regionale turismeselskaber debattere fredag på Folkemødet kl. 12.30-14.00.
Cykelløb, konkurrence og sammenhold i turisme
Lørdag kl. 10-11 er der cykelløb fra Turisternes Hus arrangeret af Cyklistforbundet, og der er mulighed for at vinde flotte turistpræmier, hvis man kan svare på spørgsmål om turismens betydning. Lodtrækning sker lørdag efter cykelløbet.
Dansk turisme står sammen
”Dansk turisme har behov for at stå sammen, hvis vi skal skabe job og vækst, og derfor er det positivt, at så stor en del af organisationerne er gået sammen på Folkemødet på Bornholm,” siger formanden for Turisterhvervs Samarbejdsforum, Steen Seitner, adm. direktør i DanCenter.
Yderligere information:
Turisterhvervets Samarbejdsforum på tlf. 31 10 10 90
VisitDenmark på tlf. 32 88 99 36
Bag Turisternes Hus står
Campingrådet, Cyklistforbundet, Danhostel, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Restauranter & Cafeer, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Destination Bornholm, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, HORESTA, Midtjysk Turisme, Syddansk Turisme, Turisterhvervets Samarbejdsforum, Videncenter for Kystturisme, VisitDenmark, VisitNordjylland og Wonderful Copenhagen.
Turisternes Hus
Et vaskeægte dansk sommerhus udgør de fysiske rammer for turismedebatten på Folkemødet. Huset er i et moderne design, interiøret er dansk og fyldt med bæredygtige energiløsninger. Når feriehuset ikke er til Folkemøde på Bornholm, er det på turné i en række store tyske byer, hvor det skal sætte tyskernes feriedrømme i gang med duften af nybagt brød, brætspil på bordet og grill på terrassen. Bag projektet står VisitDenmark, NOVASOL,Feriepartner Danmark, DanCenter og Sol og Strand. EBK HUSE A/S og bnordic.dk står for design og indretning af huset.